-
DBU taber sag om elektronikkædes EM-reklamer
ソース: BDK Borsnyt / 04 6 2024 05:23:32 America/New_York
Under slagordet "Den store fodboldfest" og med en jublende fodboldspiller i en orange trøje forsøgte elektronikkæden Power i forbindelse med EM-slutrunden i fodbold i 2021 at lokke kunder i butikken. Og det var helt efter bogen. Det slår Østre Landsret tirsdag fast med en dom i en sag, hvor fodboldforbundet DBU mente, at elektronikkæden krænkede DBU's kommercielle rettigheder. DBU krævede en million kroner fra Power. De penge kommer dog ikke i kassen. Tværtimod har landsretten dømt DBU til at betale 75.000 kroner til Power, som skal dække kædens udgifter til advokat i forbindelse med landsretssagen. Beløbet kommer oven i et beløb på 50.000 kroner, som DBU i Sø- og Handelsretten blev dømt til at betale. I forbindelse med de omstridte reklamer - en af dem var ud over den orangeklædte spiller omkranset af dannebrogsflag - udlovede Power billetter til EM-kampen mellem Danmark og Finland, som blev spillet i Parken. Billetterne var udloddet af hvidevareproducenten Gorenje, som var officiel sponsor for turneringen. Landsrettens afgørelse er en stadfæstelse af en afgørelse fra Sø- og Handelsretten, som sidste år afsagde dom i sagen. Østre Landsrets dommere skriver i præmisserne for dommen, at man tilslutter sig den begrundelse, som Sø- og Handelsretten kom med i fjor. Sø- og Handelsretten lagde dengang vægt på, at selv om reklamerne kunne henlede tankerne på det danske fodboldlandshold, så blev hverken nuværende eller tidligere landsholdsspillere anvendt. Og da fodboldtrøjen i reklamen også var forskellig fra landsholdstrøjen, så var der juridisk set ikke tale om kommercielt snylteri. - Disse forhold indebærer efter rettens opfattelse, at reklamerne ikke indeholder en reference til landsholdet, og at en eventuel association til det danske landshold er svag, lød det i afgørelsen fra Sø- og Handelsretten. Retten lagde dengang også vægt på, at EM-slutrunden kunne anses som en national begivenhed på lige fod med for eksempel jul og påske. - Retten finder, at det er naturligt, at en detailkæde som for eksempel Power markedsfører sig i tilknytning til sådanne samfundsbegivenheder, ligesom det for eksempel sker i forbindelse med højtider, skrev Sø- og Handelsrettens dommere i dommen. Da sagen blev afgjort i Sø- og Handelsretten, var endnu et spørgsmål på dagsordenen, og det var, hvorvidt en DBU-medarbejder i et radioprogram om sagen havde miskrediteret Power. Det blev DBU frifundet for. Den del af sagen indgik ikke i anken ved landsretten. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/dbu-taber-sag-om-elektronikkaedes-em-reklamer